Legepladsen
Vores legeplads består blandt andet af bålplads, huler børnene bygger, træer, sandkasser, insekthotel, en lille køkkenhave med jordbærplanter, bærbuske og kartoffelplanter. Desuden findes der fastmonteret, men også mobile legeredskaber redskaber til forskellige lege og pædagogiske aktiviteter.
Det fysiske rum kan pædagogisk bidrage til, at vores børn udvikler større forståelse om sig selv og tillid til egne evner. Endvidere muliggør vores fysiske rammer, at børn kan mødes omkring det fælles tredje. Det kan f.eks. være legen i sandkassen eller omkring bålet, hvor fantasi og social interaktion bidrager til trivsel og læring hos vores børn.
På legepladsen er der stor mulighed for den frie leg, hvor vi følger børnenes spor, støtter og guider på sidelinjen ved for eksempel at tilbyde børnene handlestrategier eller forstørre børnenes initiativer og signaler.
De voksne er ligeledes igangsætter af forskellige aktiviteter eller diverse rolle-/regel lege, hvor de voksne først kan gå foran og styre en leg, for dernæst at trække sig og selv lade børnene overtage og udvikle på legen.