Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Opstart i Lundsgårdsgade og samtaler

Inden opstart i børnehaven, holder vi opstartsmøde med forældre, hvor vi hører om jeres barn og vi taler om forventninger til samarbejdet. Her får i også mulighed for at hilse på pædagogisk leder samt kontaktpædagogen samt vores forældrefolder, viden om børnehavelivet, gensidige forventninger og overblik over garderobens indhold.

 

Det er meget forskelligt, hvordan børnene reagerer på at starte i børnehaven. For at give dem så blid en indkøring som muligt, anbefaler vi altid jer forældre at tage et par fri- eller feriedage. Det er trods alt en stor omvæltning at komme fra et overskueligt dagplejehjem eller vuggestuemiljø og til en børnehave med mange nye børn og voksne. 

 

Vi anbefaler som udgangspunkt, men dog i samarbejde med jer, at den første dag er et besøg på 1-1,5 time sammen med enten mor eller far. Dag nr 2 er en kort dag hvor forældrene går 1 times tid men barnet er her til at spise frokost. Resten af den første uge anbefales kortere dage for eksempel klokken 8.00-14.30. Men vi planlægger altid ud fra den enkelte families muligheder og vilkår.

 

Nogle børn reagerer med det samme, men der er også børn, der er helt overvældet af alt det nye og spændende, og de kan godt i første omgang klare omvæltningen, men kan så senere få perioder, hvor de er kede af at skulle i børnehave. 

Vi mener, det er vigtigt, at I som forældre er forberedte på, at jeres barn kan få disse perioder. Vi ved godt, det er svært at gå fra et grædende og ulykkeligt barn. Vores råd er dog at gøre afskeden så kort som muligt. En lang afsked forværrer ofte situationen. Når der er vinket farvel, og barnet har set, at I er kørt, siger vores erfaring, at barnet hurtigt begynder at lege. Vores bedste råd i denne situation er: Ring og hør, hvordan det går.

Er det udfordringer der påvirker jer, så tag endelig en samtale med de voksne så vi kan planlægge den bedst mulige aflevering.

Vi har ikke mange skemalagte samtaler i løbet af barnets børnehavetid men dog et par stykker.

3-5 mdr. samtale: I løbet af de første 3-5 måneder vil der være en samtale omhandlende sprogvurdering, opstart og trivsel 

Skolesamtale: Alle børn bliver tilbudt et dialogmøde, som omhandler trivsel og skolestart.

Alle samtaler tager afsæt i barnets trivsel og udvikling. 

Der er altid mulighed for en samtale efter behov ved henvendelse til pædagogisk leder eller personalet. Som udgangspunkt er samtaler placeret i personalets arbejdstid.